I rigtig mange år løb jeg rundt i huset med forhastede bevægelser og kontrollerede alt ned til mindste detalje – men det var hårdt og dumt! Jeg udsatte mig selv for unødigt stress ved at have en overbevisning om, at kun jeg kunne sørge for at alting blev gjort godt nok – altså som jeg havde tiltænkt det.

Mit behov for at kontrollere alting stammer fra min fortid med en syg mor. Når vi som pårørende oplever at stå i situation, der er uden for vores kontrol og med en følelse af afmagt, så finder vi ret hurtigt noget andet vi kan sørge for at have kontrol over, for at skabe en form for kompensation.

Det har taget tid at give slip på kontrollen og skabe tillid til at andre gør er godt nok. Og jeg kan stadig have dage, hvor det ikke lykkes mig at blande mig uden om, selvom en opgave er uddelegeret, f.eks.:

• hvordan min datter smører madpakke
• om min mand laver maden efter opskriften
• hvornår den der ting på to-do listen bliver lavet, som han har lovet at ordne

Men lige netop ovenstående ting har været rigtig gode at øve sig på at slippe kontrollen med, for jeg har indset, at de ikke er livsvigtige og at andre løfter opgaven helt fint – når de altså får lov!

Hvad kunne du øve dig i at slippe kontrollen med? Hvad vil være mindst ”farligt” for dig at uddelegere til andre?