For 13 år siden jeg mistede min mor til kræft. Dengang var jeg 21 år og kandidatstuderende på cand.merc. og havde fire eksaminer i marts måned. Jeg tog alle eksaminerne, selvom jeg uden problemer kunne have valgt at gå til reeksamen på et senere tidspunkt. Det var langt fra hensigtsmæssigt, men det fortæller noget om min overlevelsesstrategi fra dengang: ”Luk ned for følelserne og løb videre, helst i så højt tempo, så du intet mærker”.

Denne overlevelsesstrategi opstod allerede mange år tidligere, da jeg i otte år havde levet alene med min syge mor. Der var ikke mange af mine venner, der kunne forstå eller sætte sig ind i, hvordan jeg havde det og jeg følte samtidig, at jeg skulle være den stærke derhjemme, så derfor blev der langsomt lukket ned for følelserne.

For et par år siden gik det op for mig, at netop denne strategi, der mange år tidligere havde ”sikret min overlevelse” nu var forældet og faktisk spændte ben for mig i flere af livets sammenhænge. At lukke ned for følelser og ikke tillade mig selv at mærke, hvordan jeg havde det, blev en glidebane. Jeg satte ikke grænser og sagde fra, jeg tog alt for meget ansvar og jeg holdt alt inde. Herudover rummede jeg ikke altid, når mine egne børn var sårbare og kede af det.

Det kræver indsigt og hårdt arbejde at bryde ud af gamle mønstre og vaner, som er skabt af gamle overlevelsesstrategier. Med små skridt i den rigtig retning hver dag, er jeg nået langt.

Hvilken overlevelsesstrategi har du holdt fast i, selvom den ikke længere er hensigtsmæssig? Måtte du være fredsmægleren, pleaseren eller den søde som barn og hvordan hæmmer de mønstre dig nu?

Hvis du ønsker, at arbejde med dine gamle overlevelsesstrategier, mønstre og vaner, som ikke længere er hensigtsmæssige, så kontakt mig eller book en gratis afklaringssamtale, hvor vi kan tale om, hvordan jeg kan hjælpe dig.