Kan du føle vrede?

Tillader du dig selv, at føle de svære følelser?

Ved du, hvilke af dine grundfølelser du har bedst adgang til? Det er helt klassisk, at kvinder har lært at skjule deres vrede bag tårer og kender følelsen af sorg og det at være ked af det lang bedre end vreden. Ret ofte forholder det sig omvendt hos mænd, der som børn har fået af vide, at de skulle ”mande sig op” og derfor ikke blev tilladt at vise sårbarhed.

Jeg er måske ikke den typiske kvinde, da jeg altid har haft ret god adgang til min vrede og alt den kraft der ligger deri. Jeg har dog aldrig erkendt at det var vrede, for jeg synes ordet er meget voldsomt og har derfor altid omtalt den som ”irritation”. Uanset hvad denne følelse kaldes, så er faktum, at jeg alt for ofte har skjult min sårbarhed, sorg og tårer bag denne vrede.

Hvilke følelser har du svært ved at rumme og være i? Kan du genkende det:

– at vi enten kan ”græde ned over vreden”, fordi vi har lært at være pæne piger, der ikke smækker med døren og hidser os op.

– at skjule vores følelse af at være ked af det, bag vreden, så vi ikke lukker andre ind til det sårbare?

Hvordan kunne det gavne dig i dit liv, at åbne op for adgangen til flere følelser?