Mia Arent Personlig coach
Min helt store passion er, at hjælpe mine klienter ud af mellemtilfredsheden og hen imod et liv med mere overskud og glæde.
Om mig
Jeg er uddannet coach ved Sofia Manning og har speciale i stress, par og relationer samt konflikthåndtering. Min helt store passion er, at hjælpe mine klienter ud af mellemtilfredsheden og hen imod et liv med mere overskud og glæde.
Jeg oplever, at rigtig mange udadtil har et godt liv, hvor de har gang i karrieren samt en dejlig familie og bolig. Alligevel hører jeg alt for ofte, at de inderst inde ikke har det godt. De føler ikke, at de kan være den mor, kæreste, medarbejder eller veninde, som de ønsker. De synes, at der er for få timer i døgnet og lever med evig dårlig samvittighed over alt det de føler, de burde have gjort og ordnet. Samtidig er parforholdet begyndt at halte, og de har ikke overskud til at gøre noget ved det.
Jeg har selv været der, og faktisk i en så slem grad, at jeg både led af kronisk nældefeber, forstyrrelser i cyklus, fordøjelsesproblemer og eksem. Jeg overhørte alle de signaler, som min krop ellers gjorde alt for at gøre opmærksom på. Jeg tog otte antihistaminer om dagen, trænede som en gal og havde ekskluderet alkohol, mel, sukker, gær og rødt kød fra min kost samt prøvet diverse alternative behandlinger, men uden nævneværdig effekt. En dag fik jeg nok og sagde mit job op. Jeg gav mig selv en pause og begyndte stille og roligt igen at kunne mærke min krop, mine behov og mine værdier og på kort tid forsvandt de fysiske gener.
Jeg har altid været meget perfektionistisk, pligtopfyldende og har haft en stor ansvarsfølelse. Jeg blev færdiguddannet cand.merc og købte hus som 23-årig og fik mit første barn året efter. Jeg har boet alene med og passet min kræftsyge mor i otte år. Herefter tog jeg mig af min demente mormor og havde samtidig selv to børn. Jeg gjorde rigtig meget for at tilfredsstille andres behov, tog for meget ansvar, kontrollede det hele og glemte mig selv.
Jeg ved…
- hvor hårdt det kan være at bryde et mønster og gøre noget andet end man plejer.
- hvor umuligt det kan føles at skulle sige fra og bede om hjælp.
- hvor svært det er at overlade ansvaret til andre og stole på, at det bliver gjort godt nok.
- hvilken frygt, der er forbundet med at starte rejsen mod et liv med mere overskud og glæde, og hvor meget mod det rent faktisk kræver.
Netop derfor ønsker jeg at hjælpe og støtte dig, for jeg har selv været der og gået alle skridtene på vejen og ved, at det kan lykkes.
Det er ikke meningen at vi skal gå ned med stress eller blive sygemeldt, før vi begynder at tage ansvar for os selv. Hvis du venter til du ligger ned, så bliver det meget sværere at rejse sig igen.